Begrænsninger for leverandørerklæringer
Med Taksonomien er byggebranchen for alvor blevet opmærksom på, hvilke data der er, og hvilke data der mangler. Og med tiden også hvad der egentlig er i det der bygges, og hvordan det påvirker de planetære grænser.
Materialepasset rummer de datapunkter, der efterspørges i en række af Taksonomiens kriterier. Ved at data ligger i et ensartet og struktureret dataformat, vil det muliggøre at de kan udveksles mellem de mange aktører i værdikæden.
Når de nødvenlige data er samlet et sted, og kun skal indtastes én gang, mindskes tidsforbruget og risikoen for fejl. Så der er altså en direkte besparelse up-front. Vælger leverandøren en validering af data er står de endnu stærkere. Når Taksonomiens krav opdateres og strammes, som de kontinuerligt vil, så skal leverandørerne ikke til at fremskaffe nye data, men har allerede alle oplysninger klar i materialepasset.
Derfor er leverandørerklæringer også en risikabel strategi at vælge. Det bliver for tungt at arbejde med for virksomhederne. Leverandørerne vil ganske enkelt blive lagt ned hvis de ikke arbejder i en ensartet datastruktur, der er anvendelig i hele kæden. De vil ikke kunne møde de lovmæssige krav om data, fordi de ikke har ressourcer nok til at få dem ud af huset.
Materialepasset er en håndsrækning til både branchen og dens værdikæde på en række områder.
Ved at bruge materialepassets digitale struktur, kan leverandørerne bruge deres værdifulde tid på noget bedre – nemlig deres kerneforretning. Materialepasset giver desuden virksomhederne en større indsigt i deres produkter, og dermed mulighed for at bidrage til reel bæredygtighed. Mange af de data skal de i øvrigt bruge til at sikre sig at de overholder f.eks REACH forordningen eller SCIP, så producenter der ikke ved hvad der er i deres produkter kan dermed heller ikke sige at de overholder lovgivningen.
Når alt kommer til alt handler det om at byggeriet skal sikre en reel reduktion af skadelige påvirkninger på miljø og klima.
Ville man i dag acceptere en leverandørerklæring på CO2? Altså, at producenter kunne sende en pdf på opfordring, hvori de erklærer at deres produkt udleder under en vis mængde CO2 ? Nej, det ville vi ikke, for hvilket resultat ville man få ud af det? Intet som helst brugbart.
Det samme gælder for alle de andre parametre der også er vigtige i udvælgelsen af materialer. Hvis byggeriet skal gøre en forskel – og det skal den – er vi nødt til at arbejde med retvisende data.
